Fængslet ukrainsk leder støtter aftale med EU

    Aleksander_Kwasniewski_Polen_Ukraine_gov_pl_Polen_2

    Aleksander Kwasniewski, tidligere præsident i Polen, er udnævnt at EU til at følge udviklingen i Ukraine. Arkivfoto.


    KHARKIV: Tidligere polsk præsident og tidligere formand for Europa-Parlamentet har besøgt den fængslede ukrainske oppositionsleder.


    Polens tidligere præsident, Aleksander Kwasniewski, og den tidligere formand for Europa-Parlamentet, Pat Cox, har besøgt den fængslede ukrainske oppositionsleder Julia Tymoshenko i et fængselshospital i Kharkiv i Ukraine.

    Aftale til november?

    De to er af EU udpeget til at følge situationen og udviklingen i Ukraine, med henblik på underskrivelse af en samarbejdsaftale mellem EU og Ukraine i Vilnius til november.

    To og en halv time

    Delegationen oplyste, at mødet varede i to og en halv time, og Julia Tymoshenko sagde, at hun støttede aftalen mellem EU og Ukraine, som blev udsat på grund af manglende reformer i Ukraine og på grund af fængslingen af oppositionslederen. Julia Tymoshenko afsoner en dom på syv års fængsel, som ifølge EU-embedsmænd er politisk motiveret.

    Støtte til aftale

    – Julia Tymoshenko har givet os sin vurdering af Ukraines forbindelser til EU og andre partnere. Hun udtrykte sin fulde støtte til underskrivelsen af associeringsaftalen inden udgangen af året, siger lederen af EU delegationen i Ukraine, Jan Tombinski.