Fly mellem Gdansk og Aarhus igen fra september

Ryanair_i_Gdansk
Det irske lavprisselskab Ryanair, genoptager ruten mellem Aarhus og Gdansk den 3. september med to ugentlige afgange. Foto: Martin Bager.

AARHUS: Lavprisselskabet Ryanair genoptager flyvningerne mellem Lech Walesa Gdansk Airport og Tirstrup Lufthavn fra den 3. september.


Fra den 3. september bliver det igen muligt at flyve mellem Vestdanmark og Lech Walesa lufthavnen i Gdansk. Det er Aarhus Lufthavn på Djursland, der kan glæde sig over at Ryanair genoptager flyvningerne to gange om ugen – torsdage og søndage.

Ryaniar åbnede ruten i 2017, og helt tilbage i 2019 fløj det polske Eurolot og ungarske Wizz Air i kortere perioder på ruten mellem Aarhus og Gdansk. Direktøren for Aarhus Lufthavn, Peer H. Kristensen siger til Aarhus Stiftstidende, at ruten nu er populær for erhvervslivet og blandt østjyderne.

– Østjyderne har fået øjnene op for Gdansk, som er en meget smuk havneby, siger Peer H. Kristensen.

– Nogle af Danmarks største virksomheder, der har hjemme i Østjylland, har filialer, kontorer eller produktion i Polen, så for dem er ruten vigtig. Samtidig er der rigtigt mange polske medarbejdere, som arbejder i østjyske virksomheder i hverdagen. For dem er ruten en hurtig måde at komme hjem til familien på i weekenden, siger Peer H. Kristensen til Aarhus Stiftstidende.

Europas bedste

Gdansk er et populært rejsemål, og for nylig blev byen kåret som en af de mest corona-sikrede turistbyer i Europa. Det er også muligt at flyve til Gdansk direkte med SAS fra København, mens Danmark næststørste lufthavn i Billund, fortsat ikke ved hvornår flyvningerne med Wizz Air til Gdansk genoptages.

Også fly fra Billund

Ryanair har meddelt, at ruten mellem Billund Lufthavn og Polens femte største by, Poznan, genoptages til oktober.

Mere om rejser til Polen? Hvis du gerne vil støtte vores fortsatte arbejde, så vil et bidrag kunne gøre en stor forskel. Vil du f.eks. støtte os med 100,00 kroner, så kan du gøre det ved at trykke her. Tak for din opmærksomhed.