Forbud mod mink-farme bliver ikke til noget

Demonstration
Utilfredsheden breder sig i Polen. Torsdag varsler den ellers regeringsvenlige Solidarnosc-fagforening demonstration i Warszawa, med krav om et stop for stigningerne i energipriserne, samt krav om højere løn. På billedet er det landmænd der protestere. Arkivfoto.

WARSZAWA: Et forslag om et totalforbud mod mink-farme i Polen, der har splittet regeringspartiet og kostet en landbrugsminister jobbet, bliver ikke til noget foreløbigt.


Partiformand Jaroslaw Kaczynskis nye fem punkts dyreværnslov, der blandt andet betyder et totalforbud mod mink-avl i Polen, bliver ikke til noget. Loven er godt nok stemt igennem parlamentet, men det var med oppositionens hjælp, at loven blev vedtaget.

Regeringsparti splittet

15 medlemmer af regeringspartiet (PiS) fulgte ikke Kaczynskis partilinje, en af dem var landbrugsministeren, der omgående blev afskediget. De 15 menige medlemmer blev suspenderet fra partiet. Syv PiS-senatorer gik også mod partilinjen, men de har ikke fået deres medlemskab suspenderet.

Landmænd i protest

Siden loven blev vedtaget, har der været omfattende demonstrationer med landmænd i Warszawa. Vreden over mink-forbuddet og de øvrige tiltag, har været så omfattende, at bønderne også har tilsluttet sig kvindernes abort-demonstrationer.

For at loven skal være gældende, skal den polske præsident Andrzej Duda underskrive den. Og det har han afvist.

– Jeg er absolut ikke enig i denne lov, jeg vil gøre mit bedste for at forhindre, at den træder i kraft. Reglerne er dårligt forberedte – og på det forkerte tidspunkt, sagde præsident Andrzej Duda fredag ​​på et møde hos Gazeta Polska. Selv om præsidenten vil blokere for den nye dyrebeskyttelseslov, har han sympati for at mink-avl på sigt skal forbydes, når der er fundet passende løsninger for de polske avlere.

Parlamentssamlinger aflyst

Den interne uenighed om den nye dyreværnslov, og om abortspørgsmålet, har gjort at parlamentsforsamlingerne har været aflyst i snart to uger. I den kommende uge fortsættes arbejdet, med mindre det igen bliver udsat på grund af corona-truslen.

Danske minkfarme i Polen

For mange danske mink-avlere, der har farme i Polen, er beskeden fra præsidenten en stor lettelse. Den gør det muligt at fortsætte drift i Danmark med avlsdyr fra de polske farme.

I Polen er myndigheder ikke bekymret for corona-smitte på minkfarmene. Der er kun gennemført en test på en mink i Polen. Det har fået myndighederne til at konkludere, at der ikke er corona-smitte på de polske minkfarme.

Men ifølge TV-2 News er formanden for de polske mink-avlere bekymret for, at corona-smitten fra Danmark, også når til Polen. Han har stor sympati for de danske avlere, og deres situation.

Polen er den største producent af minkpels i Europa efter Danmark, og danske Hedensted-Gruppen er den største leverandør af udstyr til de polske minkfarme.

PS! Vi har ikke bygget en betalingsmur om polennu.dk. Det er et valg vi har truffet, fordi vi så gerne vil levere uafhængige nyheder om vores naboland Polen, til så mange danskere som muligt. Hvis du vil støtte os i det arbejde, vil vi være dig meget taknemlig. Du kan blandt andet gøre det ved at donere os et beløb. Tryk på det beløb du vil støtte os med. Ethvert beløb er en stor hjælp. Vælg mellem DKK 200,00 – DKK 500,00 – DKK 1.000,00 – Når du har trykket på beløbet, bliver du viderestillet til vores betalingssystem, hvor du kan betale med Mobilepay, MASTER, VISA og andre anerkendte og sikre betalingsformer.