Formanden for Polens nationalbank mulig kandidat til europæisk topjob

    Polens_nationalbankdirektør_Marek_Belka_i_København_foto_Bjarne_Jensen,_polennu

    Tidligere statsminister og finansminister og nuværende formand for Polens nationalbank Marek Belka er kandidat til jobbet som direktør i Den Europæiske Udviklingsbank. Det skriver polsk medie. Foto: Bjarne Jensen, polennu.dk.


    WARSZAWA: Formanden for Polens nationalbank Marek Belka har regeringens støtte som kandidat til jobbet som direktør i Den Europæiske Udviklingsbank. Det skriver det polske medie Puls Biznesu.


    Formanden for Polens nationalbank Marek Belka er kandidat til det europæiske topjob som direktør i Den Europæiske Udviklingsbank (EBOR), og hans kandidatur støttes af formanden for Polens regeringsparti Jaroslaw Kaczynski. Det skriver det polske erhvervsmagasin Puls Biznesu.

    Polsk chance for europæisk topjob

    – For formand Kaczynski er det vigtigste i denne type sager, at en polak kan besætte så vigtig og prestigefuld en stilling, samtidig med, at det kun er den nuværende formand for nationalbanken, der kan give os nogen som helst chance i dette opløb, siger en regeringskilde til bladet Puls Biznesu.

    Kritik af nuværende regering

    Marek Belka tilhører politisk den modsatte fløj af regeringspartiet. Belka har i mange år været aktiv i det post-kommunistiske parti Den Demokratiske Venstrealliance (SLD), og han har tidligere været både polsk finansminister og statsminister for dette parti.

    De seneste måneder har han af flere omgange kritiseret den nuværende regerings økonomiske politik og især beskatningen af den polske bank-sektor.

    Tidligere international karriere

    Belka, der er uddannet økonom, har tidligere haft højt placerede stillinger både i FN og i Den Internationale Valutafond IMF, og har siden 2010 været nationalbank-direktør i Polen. Hans embedsperiode udløber i juni i år, mens jobbet som direktør i Den Europæiske Udviklingsbank (EBOR) bliver ledigt i juli.

    Den Europæiske Udviklingsbank har hovedsæde i London. Banken støtter udviklingen i det private erhvervsliv ved at yde lån til banker og virksomheder, og den har sit primære fokus på landene i Central- og Østeuropa og i Centralasien.