Hvideruslands opposition modtager Sakharov-prisen

Den hviderussiske opposition repræsenteret ved Sviatlana Tsikhanouskaya modtager årets Sakharov-pris, oplyser Europarlamentet. Foto: Daina Le Lardic, EU ©.

KØBENHAVN: Den hviderussiske opposition får årets Sakharov-pris, oplyser Europa-Parlamentet. Den vragede præsident-kandidat Sviatlana Tsikhanouskaya er i Danmark torsdag og fredag.


– Den hviderussiske opposition arbejder for at fremme demokrati og menneskerettigheder og er derfor blevet tildelt Sakharovprisen, oplyser Europa-Parlamentet torsdag.

I Polen har en lang række politikere, medier og organisationer støttet den hviderussiske frihedskamp i årtier. Langs grænsen til Hviderusland er der radio og tv-stationer, der sender signaler ind i Hviderusland for den hviderussiske opposition. Den hviderussiske præsident beskylder blandt andet Polen, for upassende indblanding i nabolandets interne forhold.

Uddelt af Europa-Parlamentet

Siden 1988 har Europa-Parlamentet uddelt Sakharovprisen, som er EU’s største hyldest til menneskerettighedsarbejde. I år er prismodtageren den hviderussiske opposition, bestående af blandt andre Sviatlana Tsikhanouskaya.

– De besidder noget, som ikke kan betvinges af brutalitet og rå styrke: sandheden. Giv ikke op. Vi står side om side med jer, siger formanden for Europa-Parlamentet David Sassoli om tildelingen af prisen.

På besøg i Danmark

Tsikhanouskaya er netop kommet til København, og indleder besøget med et pressemøde i Folketinget i eftermiddag. Under hendes to dages besøg mødes hun blandt mange andre; Danmarks udenrigsminister Jeppe Kofod og en lang række organisationer og enkeltpersoner der støtter den hviderussiske opposition.

Fredag modtager Sviatlana Tsikhanouskaya endnu en pris, nemlig Politikens Frihedspris.

Baggrund

I august 2020 mobiliserede Hvideruslands demokratiske opposition fredelige masseprotester i hidtil uset størrelse til støtte for demokrati i et land, der længe har været anset for det sidste diktatur i Europa. Protesterne begyndte efter det seneste valg i landet, hvor Lukashenka for sjette gang erklærede sig præsident efter en valgkamp, der var omsværmet med anklager om udbredt valgsvindel.

Langvarige demonstrationer

Den forenede opposition insisterede på, at den førende oppositionskandidat Sviatlana Tsikhanouskaya vandt i første runde med mindst 60 procent af stemmerne. De bad Lukashenka om at starte forhandlinger om magtoverdragelse og oprettede et koordineringsråd til det formål.

I de efterfølgende uger blev gaderne i Minsk fyldt med rekordstore demonstrationer, der tiltrak over 200.000 mennesker. Demonstranter fra alle samfundslag opfordrede præsidenten til at træde tilbage. Regimet reagerede med brutal vold og undertrykkelse på et niveau, der ikke er set før, men hviderusserne gav ikke op og har fortsat protesterne.

Europa-parlamentet fordømmer volden

I september 2020 fordømte Europa-Parlamentet de hviderussiske myndigheder for deres voldelige undertrykkelse af fredelige protester. EU-parlamentarikerne lagde vægt på, at valget blev gennemført med ‘åbenlys overtrædelse af alle internationalt anerkendte standarder’, og at de ikke længere ville anerkende Lukashenka som præsident for Hviderusland, når hans mandatperiode udløber den 5. november.

Mere nyt om Polen og nabolandene? Vi har ikke bygget en betalingsmur om polennu.dk. Det er et valg vi har truffet, fordi vi så gerne vil levere uafhængige nyheder om vores naboland Polen, til så mange danskere som muligt. Hvis du vil støtte os i det arbejde, vil vi være dig meget taknemlig. Du kan blandt andet gøre det ved at donere os et beløb. Tryk på det beløb du vil støtte os med. Ethvert beløb er en stor hjælp. DKK 100,00 – DKK 200,00 – DKK 500,00 – DKK 1.000,00 – DKK 5.000,00 – Når du har trykket på beløbet, bliver du viderestillet til vores betalingssystem, hvor du kan betale med MASTER, VISA og andre anerkendte og sikre betalingsformer.