Kaczynski om Joe Biden: Han sagde jo ikke noget

Den amerikanske præsident Joe Biden holder sin historiske tale i haven ved Kongeslottet i Warszawa. Men der var delte meninger om talens indhold. Privatfoto.

WARSZAWA: Regeringspartiets formand Jaroslaw Kaczynski havde ikke møde med Joe Biden, men udtalte efter talen: Han sagde jo ikke noget.


Reaktionerne på den tale Joe Biden holdt i Warszawa, og detaljer om hvad der ellers skete tirsdag aften, er nu blevet kendt. Der blev sendt et klart signal om demokrati og retsstat til den nuværende polske regering. Der blev da heller ikke til noget møde mellem regeringspartiets formand Jaroslaw Kaczynski og den amerikanske præsident.

Kaczynski hørte talen foran Kongepaladset, men han var ikke begejstret. På vejen væk fra sin plads i haven efter talen, sagde den polske leder om Bidens tale:

– Han sagde jo ikke noget!

Klippet med udtalelsen er på de sociale medier, og rådgivere i regeringspartiet har siden forsøgt at benægte udtalelsen.

(Artiklen fortsættes under)

Møde med statsminister

Til gengæld mødtes Biden med den polske statsminister Mateusz Morawiecki efter talen, og regeringschefen deltog også i det store delegationsmøde i præsidentpaladset, hvor Andrzej Duda var vært.

– Lederne fra Polen og USA diskuterede økonomiske anliggender, herunder også energisikkerhed i Polen. De nære relationer bliver omsat til strategisk økonomisk samarbejde, skrev regeringens talsmand Piotr Müller på Twitter efter mødet. Talsmanden oplyser desuden, at der blev talt om atomkraft, som den polske regering har med i sin langsigtede energiplan.

Møder med oppositionen

Mens der ikke blev noget møde mellem Biden og Kaczynski, så ville den amerikanske præsident gerne mødes med oppositionens repræsentanter. Det blev til møder med den tidligere EU-præsident og polske statsminister Donald Tusk, borgmesteren i Warszawa og præsidentkandidat Rafal Trzaskowski og formanden for parlamentets overhus – senatet – Tomasz Grodzki.

Krav om demokrati og retsstat

Donald Tusk, der også er formand for det største oppositionsparti, sagde efter mødet med Joe Biden, at USA vil fastholde Polen på det demokratiske spor. Tusk citerede den amerikanske præsident:

– Donald, vi vil forsvare frihed og demokrati i solidaritet. Det vil vi gøre altid og overalt. Sådan faldt ordene fra Biden til Donald Tusk efter mødet ifølge Tusk. Kommentaren er en klar henvisning til de utallige sager der er rettet mod Kaczynski-regeringens ændringer af domstolene og den generelle afmontering af demokratiet i Polen.

Overraskende håndtryk

Tirsdag aften hilste Donald Tusk og den polske præsident Andrzej Duda pænt på hinanden. Det var overraskende, da regeringspartiet har udpeget Tusk som hovedmodstander, og præsidenten står normalt tæt på Kaczynski. Men mere og mere tyder på, at den polske præsident er ved at frigøre sig fra Jaroslaw Kaczynskis magt og indflydelse. Det varme håndtryk mellem de to, har naturligt nok fremkaldt mange reaktioner i Polen.

Stolthed over Joe Biden besøg

Den amerikanske præsident Joe Biden i samtale med Warszawa borgmester Rafal Trzaskowski. Foto: RT.

Warszawa borgmesteren skrev på Twitter efter sit møde med Biden:

– Jeg takkede præsident Biden for hans store mod og genbekræftelse af sikkerhedsgarantierne, og for at anerkende den indsats som hele det polske samfund yder ved at tage imod ukrainske flygtninge. Warszawa er solidarisk, skrev Rafal Trzaskowski.

Senatsformand Tomasz Grodzki, sagde efter sit møde med Joe Biden:

– Vi er ekstremt stolte over at være sammen med den amerikanske præsident, som er leder af ​​den frie verden, i støtten til Ukraine og for at besøge Polen for anden gang på et år. Det var en stor ære for mig at tale med Joe Biden, sagde Grodzki efter mødet.

Walesa: Pas på dit helbred

Tidligere præsident Lech Walesa var også med i Warszawa, hvor han var særligt indbudt af amerikanerne. Den tidligere præsident mener, at Joe Biden er uansvarlig. Han skulle tænke mere på sit helbred, og lade være med at gå rundt i Kiev og Warszawa i en tynd jakke. Lech Walesa påpeger at Joe Biden har ansvaret for verdensfreden i øjeblikket, og derfor skal han passe meget bedre på sit helbred, sagde Lech Walesa, der selv var pakket ind i stor dynejakke i haven ved Kongeslottet tirsdag aften.

Biden garantier til Kiev

– Ukraine bliver aldrig en sejr for Rusland. Aldrig! – Ukrainernes kærlighed til deres eget land vil sejre. I dag, i morgen og for altid. For det er pointen, det er det budskab jeg havde med til Kiev, sagde Joe Biden blandt andet i sin tale tirsdag aften ved Kongeslottet i Warszawa.

Sidste dag

Joe Biden kom til Polen mandag, og udover en togtur til Kiev, har han været der siden. Han kom til Warszawa sent mandag. Onsdag er han til møde i Bukarest-gruppen, som er gruppen af NATO-lande på alliancens østlige flank. Når mødet er slut senere i dag, tager han ud til Chopin Lufthavnen i Warszawa, hvor Air Force One venter.

LEDER: Fred i Europa er ikke en selvfølge

LEDER: Fred i Europa er ikke en selvfølge