Beata Szydlo fra Lov og Retfærdighed (PiS) ville blive ny statsminister i Polen, hvis der var valg i dag, spår meningsmåling fra TNS Polska. Pressefoto.
WARSZAWA: Oppositionen øger sit forspring op til parlamentsvalget i Polen i oktober ifølge ny meningsmåling.
Fem partier ville ryge under spærregrænsen, hvis der var valg til det polske parlament i dag, mens kun tre partier ville komme i parlamentet. Det spår en ny meningsmåling fra TNS Polska.
41 procent til PiS
Polens største oppositionsparti Lov og Retfærdighed (PiS) ville vinde en jordskredssejr med 41 procent af stemmerne, hvis der var valg i dag. Det er fire procent mere end i sidste måling.
Lov og Retfærdighedspartiet ledes af Jaroslaw Kaczynski, men stiller op med viceformand Beata Szydlo som partiets statsministerkandidat. Partiets kandidat Andrzej Duda vandt forårets præsidentvalg, og blev indsat som Polens præsident i starten af august måned.
Tre partier i parlamentet
Det nuværende regeringsparti Borgernes Platform ville kun få godt halvt så mange stemmer, nemlig 22 procent, mens den tidligere rockmusiker Pawel Kukiz parti ville få 11 procent af stemmerne.
Fem partier under spærregrænsen
Fem partier ville ifølge den ny måling ikke komme over spærregrænsen, mens 14 procent af de vælgere, der ønsker at stemme, endnu ikke har bestemt, hvem de vil stemme på.