LO_vil_hjælpe_polakker_med_vejledning_til_familien
KØBENHAVN: LO vil rådgive polske arbejdere med andet end løn og arbejdsforhold. Nu skal der vejledes i børnepasning, skolegang, lægehjælp og andre danske forhold.

Danmark er populær blandt polakker. På bare fire år er antallet af polakker i Danmark fordoblet, så der nu er 25.000 polakker her i landet iflg. Danmarks Statistik.

Mange polakker har taget både ægtefælle og børn med og slået sig ned permanent, skriver Politiken.

Ny rapport

LO har bestilt en analyse hos Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier (Faos) ved Københavns Universitet, som også er støttet af Beskæftigelsesministeriet.

Rapporten gør op med en del myter om de polske arbejdere i Danmark, selv om svarene kun kommer fra polakker i Storkøbenhavn.

Konklusionerne i rapporten får nu LO, fagforbundenes hovedorganisation, til at satse nye veje for at servicere polske arbejdere.

Ny indsats

– Vi er nødt til at erkende, at gruppen er mere sårbar og har nogle større behov, end vi har troet. Hidtil har vi udelukkende haft fokus på, at deres løn og arbejdsvilkår var rimelige. Nu må vi også vejlede om børnepasning, lægehjælp, boligsøgning og skolegang, og vi må give dem efteruddannelse og understøttelse, hvis de mister jobbet, siger LO-sekretær Marie-Louise Knuppert til Politiken.

Læs eller download hele LO rapporten på 116 sider.

Polakker snydes

Ugebrevet A4, som udgives af LO, bragte tidligere på måneden en artikel med overskriften: Kommuner snyder østarbejdere.
Langt fra alle danske kommuner ved, at polakker er EU-borgere, og har nøjagtig samme rettigheder som deres danske medborgere.