Polen og Danmark i samme pulje til håndbold VM

    polen_håndbold_em_2014_euro_Maja_Giannoccaro

    Polen besejrede Rusland under EM 2014 i Aarhus, hvor polakkerne fik en 6. plads. Polakkerne er kommet i pulje med blandt andet Rusland, Tyskland og Danmark til VM i januar. Foto: Maja Giannoccaro, polennu.dk.


    DOHA: Polen er kommet i en svær pulje med Danmark, Tyskland og Rusland til VM i håndbold 2015.


    De polske håndboldherrer skal blandt andre møde Danmark og Tyskland, når VM i Qatar begynder i januar næste år.

    Hård pulje

    Ved søndagens lodtrækning i Doha havnede Danmarks forsvarende VM-sølvvindere i gruppe D sammen med Polen, Rusland, Argentina, Bahrain og Tyskland.

    Det må umiddelbart betegnes som en ret hård lodtrækning, blandt andet fordi sidstnævnte var den klart stærkeste modstander i sjette seedningslag, der også talte Chile, Iran og De Forenede Arabiske Emirater, skriver Ritzau. De fire bedste hold i hver pulje går videre til 1/8-finalerne.

    Danmark topseedet

    Danmark var topseedet sammen med Spaniens forsvarende verdensmestre, Frankrigs OL- og EM-guldvindere samt Kroatien.

    Tyskland på wildcard

    Tyskland kvalificerede sig oprindeligt ikke til VM efter at have tabt til Polen i kvalifikationen, men det internationale håndboldforbund (IHF) tildelte under kontroversielle omstændigheder den store håndboldnation et wildcard til VM.

    Det skete på bekostning af Australien, fordi Oceanien i øjeblikket ikke har et anerkendt kontinentalforbund.
    Både Australien og Island har protesteret over afgørelsen, der ses som en decideret kommerciel beslutning fra IHF’s side, blandt andet fordi tyskerne forventes at trække mange tilskuere med til Qatar.

    Island mener, at landet stod foran Tyskland i køen til at få et VM-wildcard.

    Ny dansk træner

    VM i Qatar bliver den første store test for Danmarks nye landstræner, Gudmundur Gudmundsson.
    Islændingen overtog tidligere i år jobbet fra Ulrik Wilbek, som nu udelukkende fungerer som sportschef i Dansk Håndbold Forbund (DHF).

    VM i Qatar bliver spillet fra den 15. januar til den 1. februar. Alle kampe bliver spillet i Doha, hovedstaden i Qatar.