De polske spillere takker deres fans. Selv da det så værst ud i slutningen af første halvleg støttede tilskuerne holdet med sangen: “Polakker vi er med jer”. Foto: Maja Giannoccaro, polennu.dk
AARHUS: Polen er klar til mellemrunden ved EM i håndbold efter en sejr på 24-22 over Rusland. Russerne førte med fire mål ved pausen, men Polen gjorde et forrygende comeback i anden halvleg.
Med en sejr på 24-22 over Rusland er Polen videre ved europamesterskaberne i herrehåndbold. I mellemrunden bliver de polske modstandere Kroatien, Sverige og Hviderusland. Polen bliver nummer to i den indledende gruppe og får dermed to point med videre.
Polen startede udmærket i kampen mod Rusland. Efter 10 førte holdet med 5-3, men så fik Jurkiewicz en to minutter udvisning, som blev begyndelsen to en lang periode uden polske scoringer.
Bielecki brændte
Den gamle stjerne Bielecki brændte blandt andet to forsøg, og Lijewski burde havde scoret, da han fik bolden i en situation, hvor den den russiske målmand var kommet for langt ud. Polakken tøvede og keeperen nåede tilbage.
Russerne omsatte til gengæld deres chancer i mål. Fem russiske scoringer på syv minutter blev det til, inden Jaszka på en hurtig kontra fik sat gang i Polen igen.
Fejl og missede chancer
Desværre gik holdet i stå igen ved stillingen 8-9. Som det var tilfældet i kampen mod Serbien, lavede Polen for mange fejl og brændte oplagte chancer.
Igen lavede Rusland fem mål uden polske scoringer, og fire minutter før tid var Polen bagud med 8-13.
Kort før pauseb fik Rusland en spiller vist ud, og i allersidste sidste sekund af første halvleg scorede Polens Wiesniewski et fremragende mål fra fløjen til stillingen 10-14.
Forvandlet polsk hold
Som mod Serbien var Polen et forvandlet hold efter pausen. Det første russiske skud blev parreret af det polske forsvar, og da Chrapkowski gjorde det til 11-14 kunne man for alvor høre, at polakker udgjorde hovedparten af de 4.860 tilskuere i NRGi Arena.
Den polske målmand Szmal havde stået glimrende i første halvleg, men efter pausen præsterede han den ene superredning efter den anden. Han klarede langskud, forsøg fra fløjen og et lob, hvor han måtte strække krop, arme og fingre helt ud for at vippe bolden over mål.
Også Polens forsvar knoklede med Grabarczyk som krumtap og med en helt anden vilje end inden pausen.
Russerne gik i stå
Russerne kunne pludselig ikke lave mål, og efter 43 minutter var Polen kommet foran 17-15.
Russerne kom på 17-16, men så lukkede det polske forsvar og Szmal igen af for scoringen. Med fire hurtige mål – først to af Jurecki og derefter af Lucak og Jaszka – kom Polen på 21-16 med 11 minutter tilbage af kampen.
Szmals perlerække af redninger
Rusland forsøgte sig i en periode med en mere offensiv opdækning, hvor en af forsvarsspillerne gik helt frem til Polens playmaker. Det gav mere plads til den polske stregspiller, men polakkerne missede et par indspil, og russerne halede ind på Polen, som igen fik en målløs periode.
Rusland gik fra 23-18 til 23-21 med to minutter igen, og det kunne have gået endnu værre, hvis ikke Szmal havde fortsat sin perlerække af redninger.
Frækt straffekast
Med 35 sekunder igen fik Polen tilkendt straffekast. I de to første kampe havde Polen brændt det ene straffe efter det andet, men Bartocz Jurecki tog ansvaret på sig, gik frem, og da han sendte bolden mellem benene på den russiske målmand, brød en øredøvende jubel ud i hallen. Og den fortsatte selvom russerne i sidste sekund fik reduceret til 24-22.
Træner letter på hatten
Efter kampen spurgte polennu.dk den polske træner, Michael Biegler, hvad det betyder for holdet at spille i en arena fyldt med polske fans.
– Desværre har vi kun spillet ganske få hjemmekampe på det seneste, men jeg bliver altid overrasket over den opbakning, vi får, når vi spiller i udlandet. Og når hele hallen synger med på nationalmelodien uden musik, kan jeg kun lette på hatten, sagde Michael Biegler.
På polennu.dk’s side på Facebook, kan du høre, hvordan det lød, da de polske tilskuere sang nationalmelodien, før kampen mod Rusland.