Polens fodboldforbund vil mødes med regeringen

Fodbold_er_Polens_nationalsport_og_populært_blandt_polakker

Fodbold er Polens nationalsport og landsholdet har i perioder været blandt de bedste i verden.


Det skandaleramte polske fodboldforbund – PZPN – vil mødes med Polens sportsminister Miroslaw Dzewiecki for at diskutere næste skridt i kampen mod korruption og fixed fodboldkampe.


Der er foretaget 160 anholdelser i forbindelse med korruption og aftalt spil i polsk fodbold. I sidste uge kunne man læse på polennu.dk, at også en tidligere landstræner er impliceret.

Indsatsen er et led i den polske regerings forsøg på at genoprette tilliden til polsk fodbold. Det polske fodboldforbund ønsker nye drøftelser med regeringen allerede i denne uge.

Præsidenten på banen

Nu har også den polske præsident, Lech Kaczynski meldt sig i debatten og han vil gerne mødes med ledelsen af fodboldforbundet, oplyser Polskie Radio.
Præsident Kaczynski sagde, at han var tilfreds med regeringens forsøg på – endelig – at ville rense polsk fodbold for skandaler og korruption. Han understregede, at det var vigtigt at PZPN får sin selvstændighed igen hurtigst muligt, som også det internationale fodboldforbund FIFA har krævet, men, at det mest afgørende er, at genvinde tilliden til polsk fodbold – nationalt og internationalt.