Professor: Minister skjuler sandheden om corona-virus

Den 68-årige professor i medicin, Alicja Chybicka, er senator for Borgernes Platform (PO) og hun beskylder regeringen for at skjule omfanget af corona-smitte i Polen. Arkivfoto.

WARSZAWA: Professor og senator Alicja Chybicka beskylder nu sundhedsministeren for ikke at fortælle sandheden om udbredelsen af corona-virus i Polen. Hun henviser blandt andet til et tilfælde med en kvinde fra Lodz, som byens hospital har fundet corona-positiv.


Forvirringen om hvorvidt der er polakker eller andre i Polen, der er ramt af corona-virus eller ej, breder sig. Fredag aften sagde professor og senator Alicja Chybicka at regeringen skjuler sandheden om udbredelsen af coronavirus i Polen. Alicja Chybicka var gæst i programmet “Onet Rano.

Virus konstateret i Lodz

– Vi registrerer coronavirus efter en genetisk test. Vi har et tilfælde i Lodz, hvor coronavirus er blevet bekræftet. På hospitalet er der en polsk kvinde, der er kommet hjem efter en rejse i Thailand og som har alle symptomerne på en coronavirus. Hun blev fundet positiv efter første test, hvorefter testen blev gentaget, men resultatet har myndighederne ikke offentliggjort endnu – hvorfor, spørger Chybicka fredag.

– Ministeren fortalte mig i går, at det er nødvendigt at gentage undersøgelserne i Lodz, fordi der kan være usikkerheder om resultatet, men nu benægter han, sagde professoren fredag i Onet.

Minister: Professor burde vide bedre

Om de modstridende forklaringer fra Lodz sagde ministeren fredag på en pressekonference:

– Prøven var negativ, det første resultat var tvivlsomt […]. Prøver af den type giver ofte et positivt resultat, uden at det er rigtigt. Det er derfor to ud af tre prøver skal være positive med denne virus. Vi har haft mange sager, der ligner tilfældet i Łódź, og de er ikke blevet bekræftet, og ikke talt med… indtil videre – sagde sundhedsminister Szumowski.

Ministeren mener, at Chybikkas spreder unødig panik, og at hun med sin lægefaglige baggrund som professor i medicin burde vide bedre. Professoren, der også er læge, fastholder at een positiv prøve er nok til at man bør tage forholdsregler.

Om der faktisk er konstateret corona-virus eller ej i Polen er der fortsat uenighed om, men det er nu alene op til myndighederne, at afgøre hvornår syge er ramt af corona-virus eller andre sygdomme. Myndigheder fastholder, at der endnu ikke er fundet tilfælde af corona-smitte i Polen.

Corona og valgkamp mandag?

I Polen spekuleres der i, at hvis det er korrekt, som professoren hævder, at der er konstateret corona-virus i Polen, så kan den manglende officielle erkendelse hænge sammen med at det “første tilfælde” helst skal planlægges i iscenesættes i forbindelse med den forestående præsident-valgkamp.

Spekulationerne bekræftes af, at partiformanden Jaroslaw Kaczynski, på de statskontrollerede medier overraskende er trådt i karakter som personlig garant for, at de polske myndigheder har styr på situation.

Polens præsident Andrzej Duda, der søger genvalg i maj, har også indkaldt parlamentet mandag, for at tale med dem om corona-virus beredskabet i Polen. Det er de to forhold, sammen med sagen fra Lodz, der har sat gætterierne igang.

Imens venter mange på, at det første tilfælde af corona-virus i Polen konstateres officielt.