USA sender måske et par hundrede soldater mere

Amerikanske soldater rykker ind i Poznan i oktober, som skal være domicil for en ny kommandostation for US-soldater i Polen. Arkivfoto.

WARSZAWA: De cirka 4.500 US-soldater der er i Polen, får som konsekvens af en aftale fra sidste år følgeskab af yderligere 1.000 i år. En ny aftale kan sikre yderligere et par hundrede US-soldater til Polen.


USA trækker mange af sine soldater ud af Tyskland, men det er ikke Polen der får glæde af udflytningen, trods forlydender. Da præsident Andrzej Duda i al hast og fire dage før præsidentvalget skulle til møde med den amerikanske præsident Donald Trump, var det med polske forhåbninger om flere amerikanske soldater til Polen. Men sådan gik det ikke. Der blev ikke indgået nogen aftale om dette på mødet mellem de to præsidenter, selv om det er hvad den polske ledelse har meddelt.

1.000 soldater som aftalt

Der er i øjeblikket cirka 4.500 US-soldater i Polen, og som konsekvens af en aftale fra 2019 mellem USA og Polen, kommer der yderligere 1.000 soldater til Polen i år. En omkostning som polakkerne har påtaget sig.

Aftalen fra sidste år om de 1.000 ekstra soldater, omfatter efterretnings-, overvågnings- og rekognosceringsmuligheder samt infrastruktur til støtte for et pansret brigadekamphold og en kampfly-brigade, hedder det i en erklæring fra den amerikanske forsvarsminister Mark Esper, skriver Financial Times.

Måske et par hundrede mere?

Tilbage er nu spørgsmålet om hvorvidt, USA vil overføre et par hundrede soldater fra US-Army 5. korps, der i dag er i Fort Knox i den amerikanske delstat Kentucky. Sker dette, kommer det samlede antal USA-soldater i Polen op på næste 6.000.

Onet-journalisten, Kamil Turecki, der dækker de militære forhold mellem USA og Polen, siger til polennu.dk, at afgørelsen om hvorvidt der kommer et par hundrede soldater yderligere til Polen, afhænger af en ny polsk-amerikansk aftale om udvidet militært samarbejde, der ikke er underskrevet.

Nogle af knasterne mellem Washingthon og Warszawa handler om, at USA kræver at polske myndigheder ikke skal have adgang til USA’s militære installationer i Polen, ligesom Trump også vil have at amerikanske soldater ikke kan retsforfølges af de polske myndigheder, hvis de f.eks. begår kriminalitet uden for de amerikanske områder i Polen.

USA flytter ialt 11.900 amerikanske soldater fra baser i Tyskland. Over halvdelen skal retur til USA.

Har du lyst til at læse mere? Vi har ikke bygget en betalingsmur om polennu.dk. Det er et valg vi har truffet, fordi vi så gerne vil levere uafhængige nyheder om vores naboland Polen, til så mange danskere som muligt. Hvis du vil støtte os i det arbejde, vil vi være dig meget taknemlig. Du kan blandt andet gøre det ved at donere os et beløb. Tryk på det beløb du vil støtte os med. Ethvert beløb er en stor hjælp. Vælg mellem DKK 100,00 – DKK 200,00 – DKK 500,00 – DKK 1.000,00 – DKK 5.000,00  Når du har trykket på beløbet, bliver du viderestillet til vores betalingssystem, hvor du kan betale med Mobilepay, MASTER, VISA og andre anerkendte og sikre betalingsformer.