Verdens største speedway arrangement til Esbjerg

Esbjerg speedway
Francois Ribeiro fra Discovery/Eurosport (tv.) og Lars Guldager Dyhr, direktør for Esbjerg Motorsport professionelle afdeling. Her sammen i Torun, Polen. PR-foto.

TORUN: Esbjerg bliver vært for verdens største speedway arrangement næste år. Nyheden blev præsenteret i Polen fredag ved VM-prix der fortsætter lørdag.


For første gang nogensinde i international speedway historie, bliver der næste år kørt hele fire VM-løb i speedway i samme uge. Det bliver i Esbjerg. Nyheden blev præsenteret i Torun i Polen fredag. Dermed bliver Esbjerg vært for verdens største speedway arrangement nogensinde. Og nyheden vakte jubel i Polen, hvor speedway er nationalsport. Nyheden blev præsenteret af Speedway of Nations og Esbjergs speedway stadion, Granly.

– Vi forventer et stort rykind af polske tilskuere, når Esbjerg bliver vært for verdens største speedway arrangement, siger Lars Guldager Dyhr, der er direktør for Esbjerg Motorklubs professionelle afdeling (EMS Elite). Han er i Torun for at deltage i Grandprix og for at tale om det historiske event.

– De polske tilskuere er meget entusiastiske og engagerede, så de hvid-røde farver vil uden tvivl sætte sit præg på Esbjerg under arrangementet. Polakker er gode gæster at få til byen, og da Esbjerg er tæt på Polen og speedway er nationalsport i landet, så venter vi et stort polsk rykind i Esbjerg, siger Lars Guldager Dyhr til polennu.dk.

– Jeg har rejst meget i Polen, både som privatperson og i forbindelse med forretninger, så det glæder mig, at vi får endnu mere at samles om mellem de to lande, siger Esbjerg-direktøren.

Aftale med Eurosport

Også borgmesteren er glad for aftalen.

– Vi er stolte over, at vi sammen med Esbjerg Motorsport er lykkedes med at tiltrække en begivenhed af den kaliber, som har stor betydning ikke bare for Esbjerg Kommune, men for hele området. Der vil komme gæster fra resten af Danmark, men også fra både deltagende nationer og en række andre lande, hvilket selvfølgelig er med til at vise, hvad vi har at byde på. Vi får en fantastisk eksponering på Discoverys kanaler, herunder særligt Eurosport, og det er den slags begivenheder, der er med til at sætte Esbjerg og hele Destination Vadehavskysten på landkortet, siger borgmester Jesper Frost Rasmussen (V), som tror på, at det kan bane vejen for flere store løb.

Ombygning af arena

For Esbjerg Motorsport venter en lang række praktiske foranstaltninger for at blive klar til den kommende begivenhed, da der blandt andet er krav om langt flere siddepladser og en opgradering af andre tilskuerfaciliteter, men den udfordring er velkommen.

– Det bliver selvfølgelig en fantastisk opgave for os som klub, når vi kan invitere til speedway-fest i en hel uge, og vi er stolte over, at Granly Speedway Arena skal lægge bane til den allerførste udgave af sådan en speedway-begivenhed, siger direktør Lars Guldager Dyhr.

LINK: Esbjerg Motorsport

 

Støt polennu.dk – engangsbeløb
Du kan betale med de mest anerkendte betalingsformer, når du vælger at støtte polennu.dk. Du kan give et engangsbeløb ved at trykke på et af beløbene, der sender dig videre til vores betalingsmodul.
DKK 100,00
DKK 200,00
DKK 500,00
DKK 1.000,00
DKK 5.000,00