KØBENHAVN: Danmarks udenrigsminister Jeppe Kofod siger, at Polen med dommen i forfatningsdomstolen har forværret forholdet til EU.
Den danske udenrigsminister Jeppe Kofod er bekymret over udviklingen i Polen. Senest med forfatningsdomstolens afgørelse om, at den polske forfatning har forrang i forhold til EU-lovgivningen.
– Med dommen har den polske forfatningsdomstol på den polske regerings foranledning forværret den i forvejen bekymrede situation omkring retsstaten i Polen. Det er endnu et lavpunkt i den triste historie om de alvorlige udfordringer på retsstatsområdet i Polen, siger Jeppe Kofod.
LÆS OGSÅ: Forfatningsdomstol: Polsk lov over EU
Jeppe Kofod: Stærk problematisk
– EU-rettens forrang blev knæsat i 1964. Hvis man har haft nogle juridiske udfordringer, så har man løst det i forbindelse med sin tiltrædelse. Så kan Polen ikke komme bagefter og sige, at Polen ikke er bundet af traktatens bestemmelser, fastslog udenrigsministeren. Han afviser, at den polske dom kan sammenlignes med de danske og tyske domme, der tager stilling til EU-rettens forrang og rækkevidden af EU’s kompetence.
– For det første handler den polske dom netop om EU-domstolens vurdering af de polske domstolens uafhængighed, dvs. kernen i retsstatsprincippet. For det andet lader det til, at den polske dom er mere vidtrækkende end de eksempler, man har henvist til. Fra polsk side stiller man tilsyneladende grundlæggende spørgsmålstegn ved EU-domstolen og traktaternes autoritet. Det gør det stærkt problematisk, siger Jeppe Kofod.
– Dermed tilsidesatte man hele vort fælles juridiske grundlag. Det er stærkt bekymrende – for at sige det mildt, siger ministeren.
LÆS OGSÅ: Polen vil fortsat overholde EU-lovgivningen
Venstre: Polexit
EU-ordfører Kim Valentin (V) konkluderer, at i sidste ende kan det medføre, at Polen ikke skal være medlem af EU, hvis de ikke finder ud af, hvordan det egentlig fungerer.
– Det bliver sagt mellem linjerne, men jeg tror ikke, at man kan være sød med retsstatsprincippet og tro, at det nok gå over de næste 5-10 år. Dette er så afgørende dele af traktater og aftaler, at det skal bare være på plads. Retsstatsprincipperne er grundlæggende for hvordan vi samarbejder, sluttede Kim Valentin.
EU-ordfører Søren Bo Søndergaard (EL) er også på udsmidningsholdet:
– I Polen er der tale om, at domstolene er politisk udpegede og politisk afsat. Disse politiske domstole har så konstateret, at det må ingen blande sig i. Spørgsmålet er, om man kan have den holdning inden for EU, siger ordføreren.
Kun Dansk Folkeparti sympatiserer med den polske dom i forfatningsdomstolen.
– Tyskland og Danmark har tidligere trukket i den juridiske håndbremse, når det drejer sig om forholdet mellem EU-lovgivningen og grundloven. Det er hvad den polske højesteret har gjort, siger EU-ordfører Alex Ahrendtsen (DF).
Ordvekslingen fandt sted fredag i et møde i Folketingets Europaudvalg. I mødet deltog også finansminister Nicolai Wammen.
Finansminister vil lukke kassen i
– Afgørelsen fra den polske forfatningsdomstol i sidste uge er meget bekymrende. Der bør være en meget stærk sammenhæng mellem efterlevelse af retsstatsprincippet og adgangen til EU-midler. Jeg synes grundlæggende, at vi ikke skal betale til lande, der ikke lever op til retsstatsprincippet, siger Danmarks finansminister Nicolai Wammen.