Tyskland angreb Polen den 1. september 1939 fra vest - og den 17. september samme år gjorde Sovjetunionen det fra øst. Efter en måneds polsk modstand mod besættelsesmagterne, måtte Polen give op – og Tyskland og Sovjetunionen delte landet mellem sig. Den vestlige del af Polen blev indlemmet i Nazityskland, mens de østlige territorier forblev under sovjetisk kontrol.

Begge besættelsesmagter gennemførte systematiske udrensninger af den polske befolkning. Tyskerne sendte polakker til koncentrationslejrene og sovjetrusserne sendte tusindvis af polakker til arbejdslejre i blandt andet Sibirien.

Polske intellektuelle blev henrettet på udvalgte steder, blandt andet i Palmiry Skoven og i Wawer. 21.000 officerer, funktionærer og intellektuelle blev myrdet på ordre fra Stalins i Katyn, Kharkov og i resten af Sovjetunionen. Nazisterne begik massemord på tre millioner polske jødisk og to millioner ikke-jødiske polakker. Mere end en kvart million civile polakker blev deporteret til Sovjetunionen, hvor mange af dem omkom.

Fra 1939 til 1945 gennemførte besætterne etniske udrensninger overalt i de polske områder.

Polen var et af de få besatte lande der havde en regering, som ikke ville samarbejde med Hitlers Tyskland. Den polske eksilregering i London ledede både de polske tropper i udlandet og modstandsbevægelsen i Polen.

Tyskerne forbød al uddannelse af polakker undtagen for 4-årige i folkeskole. Med det som dække, blev der etableret et effektivt undergrundssystem, kendt som Undergrundsstaten, som omfattede de mere end 400.000 polakker der aktivt deltog i den militante modstandsbevægelse. Den polske modstandsbevægelse var den største – og den som udførte flest operationer i hele det besatte Europa.

Under den anden verdenskrig kæmpede de polske styrker med på alle europæiske fronter: Narvik, den franske kampagne, Slaget om Storbritannien (1940), Tobruk (1941/1942), Normandiet og Monte Cassino i 1944. Polakker bidrog også betydeligt til de allieredes efterretningsarbejde. Det var blandt andet polakkerne, der dechifrerede den tyske Enigma kode, som fik betydning for krigens udvikling

De polske militære operationer i den østlige del af landet blev ikke støttet af nogen vestlige stormagter. Heller ikke under opstanden i Warszawa i 1944, var der nogen hjælp af hente fra de allierede styrker. Som en konsekvens af konferencerne i Teheran (1943) og på Jalta (1945) overtog Sovjetunionen store polske områder i øst - og Polen blev tvunget ind i den sovjetiske zone og dermed underlagt Moskva. Polen fik til gengæld områderne ved Oderfloden, og en del af det tidligere Østprøjsen, som en særlig gestus fra Stalin.
.
Den anden verdenskrig havde dybt tragiske følger for Polen, som dårligt nok havde rejst sig efter 1. verdenskrig. En femtedel af landet gik tabt, befolkningstallet blev reduceret med en tredjedel, landets elite blev sat i stå, flere dyrebare kunstskatte blev ødelagt og Polens nationale formue blev kraftigt reduceret.

Kilde: Officiel polsk redegørelse på dansk i forbindelse med 60-året for Anden Verdenskrigs afslutning (2005)

Den udenrigspolitiske balancegang blev vanskeligere, da Hitler kom til magten i Tyskland.

Tyskerne ønskede fri adgang til Østpreussen, der var adskilt af en polsk korridor med adgang til Østersøen, og at Danzig (nu Gdansk) blev en del af Tyskland.

Danzig var placeret under Folkeforbundet, en forgænger for FN. England og Frankrig gav i marts 1939 Polen garantier om hjælp ved tysk angreb, men da Tyskland og Sovjetunionen i august 1939 til alles overraskelse indgik en ikke-angrebspagt og en hemmelig aftale om deling af Polen, gik tyskerne til angreb 1. september 1939, efter iscenesatte påstand om polsk angreb på Tyskland. Det første skud blev udløst ud for Gdansk ved Westerplatte.

Da Frankrig og England erklærede Tyskland krig 3. september 1939, var Anden Verdenskrig en kendsgerning. For polakkerne gjorde det ikke nogen forskel, og da Sovjetunionen også gik til angreb 17. september, blev de polske styrker knust i den ulige kamp.

Landet blev igen delt, men et meget stort antal polakker forsatte kampen i udenlandske styrker eller i en modstandsbevægelse.

Efter Rundbordsforhandlinger mellem den kommunistiske regering og Solidarnosc repræsentanter, gennemførtes delvist frie valg i juni 1989.

Det gav en stor sejr til Solidarnosc, da indtog samtlige mulige pladser. Den første ikke-kommunistisk ledede regering siden Anden Verdenskrig blev indsat med Mazowicki i spidsen.

Solidarnosc-formanden, og strejkelederen fra Gdansk, Lech Walesa, blev valgt til præsident i 1990.

Det nye styre gennemførte en økonomisk chockbehandlig, der gav voldsom økonomisk fremgang og fri markedsøkonomi, men som havde store sociale omkostninger. Lech Walesa var skuffet over mangel på støtte ved indførelsen af markedsøkonomi.

Protesterne blev slået brutalt ned, men derefter forsøgte kommunisterne under ledelse af Gomulka at nå en mere reformorienteret polsk vej til socialismen. Det mislykkedes, og ledelsen greb til forfølgelser af specielt jøderne.

Tusinder rejste til udlandet, herunder Danmark. I 1970 var der store strejker i Gdansk, Gdynia og Szczecin på grund af de stigende madpriser. Strejkerne førte til blodige sammenstød og til, at magten blev overtaget af Edward Gierik, der forsøgte at modernisere økonomien og magtapparatet og forhøje levestandarden.

Den internationale økonomiske krise kom imidlertid i vejen, og prisforhøjelser førte i 1976 til uro. Samtidig oprettedes Arbejdernes Forsvarskomite (KOR) med blandt andre Jacek Kurzon i spidsen.

Formålet var at forbedre forholdet mellem arbejderne og akademikere.

Fra september 1939, i den første tid af Anden Verdenskrig, indfangede Den Røde Hær mindst 22.436 højtstående polske personligheder fra den nationale elite. Der var mange officerer og politifolk blandt, men også professorer, forfatterer, forretningsfolk og andre ledende personligheder fra det polske samfund.

SE OGSÅ
LINK: Officiel hjemmeside for Katyn-massakren (engelsk)

De blev ført bort af russerne og sendt i lukkede togvogne til bl.a. Smolensk og videre til fangelejrer i den østlige del af Rusland (Kozelsk, Ostashkov, Starobilsk) samt til Hviderusland (Kuropaty ved Minsk) og i Ukraine (Starobilsk ved Kiev). Her blev de nakkeskudt en ad gangen.

Indtil nu har man fundet fem udryddelseslejrer indenfor det tidligere Sovjetunionens områder. Der mangler stadig informationer om cirka 4.000 navne, som Rusland ikke har frigivet dokumenterne om.

Tyskerne ville under krigen ødelægge alt, der hed polsk kultur og polsk nationalitetsfølelse. Derfor dræbte de så mange af de højt uddannede polakker som muligt.

Trods de store polske tab var der alligevel en stærk modstandsbevægelse, og 1. august 1944 gik den til kamp i Warszawa. Russerne stod tæt på byen, men stoppede der og undlod at komme polakkerne til undsætning. De forhindrede også englændere og amerikanere i at forsyne Warszawa fra luften.

Efter 63 dages kampe og flere end 200.000 døde i Warszawa måtte polakkerne stoppe kampen. Tyskerne ødelagde fuldstændigt byen, men store dele af den er omhyggeligt blevet genrejst som før kampene.