Tre anholdt for mord på dansk familie


    SZCZECIN: Tre polakker er blevet anholdt for mordet på en dansk familie. Et familiedrama ligger bag tragedien.


    Danskeren Benny Weiss på 63 år, hans søn Brian Weiss på 38 og hans polske kone Alicja Weiss på 42 år, blev i april brutalt myrdet i deres hjem uden for Szczecin. Nu har polsk politi anholdt tre personer for mordet på den dansk-polske familie.

    Søn anholdt

    En af de anholdte er Alicja Weiss’ søn fra et tidligere forhold.

    Polsk politi mener, at det er ham, der står bag drabene, mens de to andre mænd er anholdt for at medvirke. De to har erkendt at de har fjernet sporene efter drabene, ligesom den ene også har skaffet våben til gerningsmanden, oplyser polsk politi.

    Sønnen til den afdøde Alicja Weiss har ikke erkendt sig skyldig.