Polens sidste premierminister under kommunismen er død

0

Mieczyslaw Rakowski, kommunist-tidens sidste premierminister, døde i går i Warszawa. Han blev 82 år gammel.


Den tidligere polske premierminister, Mieczyslaw Rakowski, døde i går i Warszawa, 82 år gammel. Nogen husker ham som en reformvenlig kommunist – andre som en af hovedmændene bag undertrykkelsen af Solidarnosc i 80’erne.


Mieczyslaw Rakowski var kommunist-tidens sidste premierminister, og blev indsat i embedet den 19. september 1988. I juli året efter blev han også generalsekretær for kommunistpartiet efter general Jaruzelski. I august 1989 trådte Rakowski tilbage.

De første delvise frie valg i Polen fandt sted i juni 1989 – og i går var det nøjagtig 19 år siden at Berlin-muren blev ’revet ned’.

Grundlægger af Polityka

Rakowski grundlagde det månedlige magasin, Polityka, i 1958, og han var selv chefredaktør frem til 1982. Han var medlem af kommunistpartiets centralkomite fra 1975 til 1990 og blev medlem af det kommunistiske arbejderparti lige efter afslutningen af Anden Verdenskrig.

Delte meninger

Mieczyslaw Rakowski var en kontroversiel personlighed – nogen husker ham som en af de mest reformvenlige kræfter indenfor det kommunistiske parti, mens andre peger på hans rolle i undertrykkelsen af de frie fagforeninger og for de kampagner som myndighederne iværksatte i 80’erne for at svække Solidarnosc-bevægelsen og Lech Walesa.


USA missilskjold i Polen opføres måske ikke alligevel

0

Den amerikanske udenrigsminister Condoleezza Rice og Polens præsident Lech Kaczynski, mens USA og Polen stadig var enige om opbygningen af et missilforsvarssystem. Foto: Præsidentens pressekontor.


Polens præsident Lech Kaczynski sagde, efter en telefonsamtale i går med den kommende amerikanske præsident Barack Obama, at USA vil ‘klø på med missilskjoldet’. Men Obama’s udenrigspolitiske rådgiver afviste kort tid efter den polske præsidents udlægning af samtalen.


– USA’s kommende præsident, Barack Obama, har ikke forpligtet sig til at fortsætte USA’s planer om at bygge et raketskjold i Polen og Tjekkiet. Det siger Dennis McDonough, rådgiver for Obama i udenrigspolitiske spørgsmål, efter at Polens præsident tidligere i dag sagde, at planerne om raketskjoldet fortsætter under den nyvalgte amerikanske præsidents ledelse, skriver jp.dk.

Intet tilsagn

– Barack Obama havde en god samtale med den polske præsident og den polske premierminister om den vigtige amerikansk-polske alliance, siger McDonough, der tilføjer at Obama ikke har givet noget klart tilsagn om at fortsætte med opbygningen af missil skjoldet i Polen og Tjekkiet.

Telefonsamtale

Samtalen mellem Obama og den polske ledelse foregik via telefon, og det var efter den samtale, at Polens præsident, Lech Kaczynski, sagde, at Obama vil ‘klø på med raketskjoldet’.

– Barack Obama har understreget vigtigheden af et strategisk partnerskab mellem Polen og USA, og han har udtrykt håb om fortsat politisk og militært samarbejde mellem vore to lande. USA’s kommende præsident sagde også, ifølge Kaczynski, at projektet om anti-missilskjoldet vil fortsætte.

Men den udlægning er nu tilbagevist af den kommende amerikanske ledelse.


Polen og Litauen vil blokere for nye aftaler med Rusland

0

Der er varme forbindelser mellem Kreml (billedet) og EU’s formandskab i Paris, men relationen har givet anledning til intern ballade i EU. Polen og Litauen truer med veto, hvis ikke russerne først opfylder deres forpligtelser i Georgien.


Polen og Litauen truer med veto, hvis EU indleder politiske og økonomiske forhandlinger med Rusland, før alle aftaler med russerne om Georgien er overholdt. – Skal vi bare fortsætte, selv om de ikke har opfyldt noget som helst? – spurgte Litauens præsident.


Polen og Litauen mener ikke, at Rusland lever op til de krav, som EU har stillet til russerne, efter at de i august invaderede nabolandet Georgien, skriver politiken.dk fredag.

EU har stillet som betingelse, at russerne opfylder den fredsaftale, der er indgået med Georgien den 1. september i år, før der indledes nye forhandlinger om økonomisk og politisk samarbejde.

Utilfreds præsident

– Skal vi bare fortsætte, selv om de ikke har opfyldt noget som helst? Skal vi bare se bort fra den aftale, vi indgik 1. september?, spurgte Litauens præsident, Valdas Adamskus. Litauen er også stærkt utilfreds med, at den russiske præsident Dimitrij Medvedev har truet med at opstille kortrækkende raketter i Kaliningrad som reaktion på USA’s planer om at stille missiler og radarer op i Polen og Tjekkiet.

Topmøde i Nice

Frankrigs præsident og EU-formand Sarkozy understreger, at Rusland allerede opfylder fredsaftalen, som blandt andet kræver tilbagetrækning af alle russiske tropper fra Georgien.
– Skal vi skabe en ny krise mellem EU og Rusland? Det synes jeg ikke, sagde Sarkozy. Næste fredag mødes han med den russiske præsident Medvedev til topmøde mellem EU og Rusland i den franske badeby Nice.

Her vil Sarkozy gerne kunne fortælle sin russiske kollega, at forhandlinger om energi, økonomi og menneskerettigheder kan begynde. Men først skal EU’s udenrigsministre mødes for at diskutere sagen.

Det sker på mandag.

Her bliver det afgjort, om EU er klar til at give grønt lys til at indlede forhandlingerne med Rusland, eller om forhandlingerne skal udskydes på ubestemt tid.

Frankrig, Tyskland og flere andre af de gamle EU-lande er ivrige efter at lave en aftale med russerne for at sikre energileverancerne til Vesteuropa. Danmark har allerede lavet aftaler med russerne om køb af gas hos energigiganten Gazprom.

Gammel aftale ugyldig

Partnerskabsaftalen mellem EU og Rusland skal afløse en ti år gammel aftale, som udløb 1. januar 2007. Men tvister har hidtil gjort det umuligt at indlede nye forhandlinger.

Læs også Danmarks tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen i Berlingske Tidende om forholdet mellem Moskva og Berlin.


EU kræver salg af skibs-værfterne i Stettin og Gdynia

0

Skibsværftet i Gdynia bliver lukket, hvis ikke der findes en køber inden udgangen af maj næste år. Værftet i Szczecin (Stettin) er i samme situation.


Europa-kommissionen kræver nu, at Polen sælger sine skibsværfter i Gdynia og Szczecin inden 1. juni 2009. Polske værftsarbejdere var ellers i Bruxelles i sidste uge for at kræve en løsning for de lukningstruede værfter.


Inden udgangen af maj næste år skal den polske stat have solgt skibsværfterne i de to vigtige havnebyer, Gdynia og Szczecin (Stettin), ved Østersøen.

Kontant trussel

Hvis ikke Polen har afviklet værfterne inden, vil Kommissionen kræve 2,1 milliard euro tilbage, oplyses det i en pressemeddelelse fra Bruxelles. Beløbet er de penge som Polen har modtaget i støtte fra EU til skibsværfterne siden optagelsen i 2004.

Kompromis med regeringen

Europa-kommissionen oplyser også, at den polske regering allerede har accepteret et kompromis tidligere i denne uge i Bruxelles. Aftalen er at sælge værdierne i værfterne gennem en åben og gennemskuelig proces til højest bydende. Herefter er det aftalt at likvidere selskaberne bag Gdynia- og Szczecin (Stettin) skibsværfts selskaber, og forsøge at inddrive de store statstilskud til værfterne, som iflg. EU kommissionen er udbetalt ulovligt.

Mulige købere

Ukraines ISD, der købte et værft i Gdansk sidste år, har vist interesse for værftet i Gdynia. Hvis det også lykkedes dem at købe værftet i Gdynia vil de efter planen lægge det sammen med værftet i Gdansk. Som mulig køber til værftet i Szczecin nævnes det polsk-norske konsortium, Mostostal Chojnice-Ulstein.

Uanset hvem der kan eller vil købe de to værfter, så skal handlerne gennemføres inden 1. juni 2009. Ellers lukker værfterne.


Polens regering har inviteret Barack Obama til Warszawa

0

Radek Sikorski (tv.) og Donald Tusk håber på en forstærket dialog om demokrati, sikkerhed og stabilitet ovenpå gårsdagens valg i USA. De fleste polakker i og udenfor Polen har – i lighed med resten af Europa – foretrukket Barack Obama, frem for den republikanske kandidat John McCain. Foto: Polens Udenrigsministerium.


Den polske regeringsleder Donald Tusk har for længst inviteret den nu nyvalgte amerikanske præsident – Barack Obama – til Polen. I går sagde udenrigsminister Radek Sikorski, at han håber den kommende præsident vil tage imod invitationen.


Der var lykønskninger fra hele verden til den kommende amerikanske præsident, Barack Obama, i går. Med valget af Obama har USA for første gang nogensinde valgt en sort præsident. Han afløser Georg W. Bush i embedet den 20. januar 2009.

Den polske præsident Lech Kaczynski, en tidligere præsident, regeringslederen, udenrigsministeren og andre højtstående polakker har dagen igennem sendt lykønskninger fra Warszawa til Chicago og Washington.

Frelser eller betjent

Ex-præsident Lech Walesa sagde til Radio ZET, at Barack Obama har et enormt potentiale for at gennemføre store forandringer i verden, men understregede, at USA først må beslutte sig for om man vil være verdens politibetjent eller klodens frelser. Lech Walesa talte formentlig med tanke på de forestående FN-klimatopmøder i Poznan og København.

Ny dynamik

Udenrigsminister, Radoslaw Sikorski, sagde, at der med Obama’s sejr vil komme en ’ny dynamik’ i de polsk-amerikanske relationer. Sikorski tilføjede, at han håber, at nyvalgte Obama vil tage imod premierminister Donald Tusk’s invitation til at besøge Polen indenfor den nærmeste fremtid. Han udtrykte håb om, at Obama vil arbejde for at styrke de transatlantiske forbindelser – Sikorski håber, at USA med valget i går er klar til at styrke NATO’s muligheder for at opretholde international sikkerhed og økonomisk stabilitet i verden.

– Vi fornemmer, at den politik Obama og hans nye regering vil gennemføre i og udenfor USA vil betyde en fornyet dialog om NATO til gavn for vores fælles værdier, sagde den polske udenrigsminister.

Obama og danske kronprins Frederik

I går bekræftede den amerikanske organisation, Chicago 2016, der arbejder er for at få OL til byen, at præsident Barack Obama kommer til København i oktober næste år. Han skal bl.a. mødes med den danske kronprins Frederik i forbindelse med hans arbejde for den olympiske komite.

Det er fortsat uvist om den amerikanske præsident også kommer til København i forbindelse med FN klimatopmødet (COP15) i december næste år.

Stort politiopbud

Dansk politi er klar til mødet med den amerikanske præsident:
– Vi er klar med det helt store maskineri til den amerikanske præsident. Det bliver så omfattende, at vi må hente politi ind fra Jylland og trække på flere tusind ansatte. Vi må derfor spare på det øvrige politiarbejde, siger chefpolitiinspektør Per Larsen, der leder forberedelsen.


10 millioner polakker har stemt ved præsidentvalget i USA

0

Polakker i USA er hårdt ramt af bygge- og anlægskrisen. Tidligere har de stemt på republikanerne, men finanskrisen har fået dem til at sætte krydset ved demokraterne. Foto: Davitydave.


Polakkerne i USA har de seneste årtier stemt på en republikansk præsidentkandidat. Men ikke denne gang siger meningsmålinger. Finanskrisen får skylden.


Op mod 10 mio. polakker i USA har deltaget i dagens parlamentsvalg. Siden 1960’erne har polske immigranter i Amerika traditionelt stemt republikansk, men i år har de fleste peget på den demokratiske kandidat, Barack Obama, siger opinionsmålinger.

Ud med abort og religion

Den polske journalist Magda Nytko Partyka fra Chicago, hvor der bor mange polakker, siger til Polske Radio, at polakkerne i USA har ændret deres stemme-mønster radikalt. Ifølge Nytko Partyka er årsagen til stemmeskredet, hovedsagligt den økonomiske krise. Den polsk-amerikanske journalist, mener at abort og religion er langt mindre vigtigt end vælgernes økonomiske forhold. Mange af de polakker som bor i USA arbejder i bygge- og anlægssektoren, men efter finanskrisen er byggeriet gået i stå og mange polakkers situation er blevet væsentligt forværret.

Korrektion

I lighed med resten af Europa støtter et flertal af polakkerne også Barack Obama, selv om flere danske ’eksperter’ har påstået, at polakkerne er de eneste EU-borgere, der støtter den republikanske kandidat John McCain. Men det er ikke korrekt. Ifølge samtlige anerkendte polske meningsmålinger har polakkerne, i lighed med deres landsmænd i USA, peget på demokraternes Barack Obama.


Danmarks image i Polen ødelægges af fup og svindel

0

Danmark er ved at få et dårligt ry i Polen. Årsagen er de talrige sager om polakker der bliver snydt af danske arbejdsgivere.


Antallet af sager, hvor polske medarbejdere er blevet snydt af danske arbejdsgivere er nu så stort, at det er ved at spolere Danmarks image i Polen. Det skriver Fyens Stiftstidende.


– Der er mange i Polen, som har hørt historier om, hvordan folk bliver snydt i Danmark. Det er et stort problem i Danmark. Det fortæller 30-årige Renata Stefanowska, der sammen med sin kæreste Marcin Kammadola på 29 år har været i kløerne på en grådig arbejdsgiver i Danmark. De er bare to af mange polske arbejdere, der er blevet snydt af danskere.

Ridser i lakken

Philip S. Thorsen, som er formand for Polish Danish Business Forum, siger, at denne type sager giver Danmark alvorlige ridser i lakken. – Danmark er et af de lande, der ikke har invaderet Polen, og det giver os et godt udgangspunkt. Men polakkerne bryder sig ikke om, at deres landsmænd bliver behandlet som andenrangs borgere. Det er der ingen, der gør, men måske slet ikke polakker, siger han til epn.dk.

Kæmpe problem

Mikkel Hemmingsen, der er direktør for regional udvikling i Region Syddanmark, siger, at udviklingen er meget uheldig, fordi Danmark er dybt afhængig af arbejdskraft fra Polen. – Det er et kæmpeproblem, hvis der bliver skabt en stemning af, at Danmark er et sted, man bliver snydt. Det er helt klart en udfordring for den fremtidige vækst, fordi virksomhederne fortsat mangler arbejdskraft, siger han.

– Det generelle billede af Danmark er positivt i Polen, og derfor er det ekstra ærgerligt, at der er de episoder, som er med til at ødelægge Danmarks image, siger han til Fyens Stiftstidende


Polakkerne er det folkefærd, der er mest tilfreds med EU

0

Polakkerne er de mest tilfredse EU borgere, når det gælder holdningen til EU-fællesskabet. Foto: Pawel Kabanski.


Er medlemskabet af EU en god ting? Det spørgsmål har de europæiske befolkninger fået stillet og polakkerne siger ja flest gange. Det skriver det danske EU-skeptiske magasin Notat i sin november-udgave med fokus på Polen.


Tilfredsheden med EU i de nye medlemslande er dalende. Men ikke i Polen. Landet er det mest EU-positive målt på befolkningerne, skriver månedsmagasinet NOTAT i sin november-udgave.

Lidt over Danmark

Undersøgelsen, der er fra juli måned og foretaget af Eurostat, viser også, at danskerne er meget tilfredse med EU. Mens tilfredsheden i befolkningerne i samtlige 27 EU lande i gennemsnit er på lidt over 50 %, så ligger både Danmark og Polen på cirka 65 – polakkerne lidt over.

Forskel på øst og vest

NOTAT skriver også, at mens det er emner som social velfærd, sundhed og pensioner, der bekymrer EU’s østlige befolkninger, så er det spørgsmål som terrorisme og indvandring, der bekymrer mest i de vestlige EU-lande.

Fokus på Polen

Månedsmagasinet har fokus på Polen, og udover historien om polakkernes tilfredshed med EU kan man finde flg. interessante polske historier i magasinet: Leder: Status fra Europas midte

Oversigt: Nye medlemslande
Analyse: Den ’skæve’ vækst (om Polen)
Artikel: Byggeboom
Artikel: Der er guld for enden af oksekærren
Analyse: Udvikling i de polske jordpriser
Artikel: ’Jeg klager ikke’ – om polsk landmand
Artikel: Familiebrug under pres Artikel: ’Fagforeninger – ikke her!’
Artikel: Tovtrækkeri om klima over jerntæppet
Artikel: Gasrør uden om Rusland – og mere atomkraft
Artikel: Polakkerne er mest glade for EU

Link til det EU skeptiske månedsmagasin NOTAT.


Polske soldater på plads i Afghanistan-provins

0

Polske styrker har bl.a overtaget sikkerhedsansvaret for den farlige vej mellem Kabul og Kandahar i Afghanistan. Foto: Forsvarsministeriet, Polen.


1.600 polske soldater er rykket ind i Ghazni-provinsen i det vestlige Afghanistan og har overtaget ansvaret for sikkerheden. En af de farligste opgaver bliver at sikre vejen mellem Kabul og Kandahar.


Polen har overtaget Ghanzi-provinsen, hvor de polske soldater nu har fået ansvaret for sikkerheden og uddannelse af afghansk sikkerhedspersonale. Styrkerne skal overvåge transporter i området og være klar til kamp døgnet rundt i tilfælde af angreb.

Farlig vej

Vejen mellem Kabul og Kandahar går gennem Ghanzi-provinsen. 300 km af den skal fremover overvåges af de polske tropper. Strækningen er den vigtigste – og måske farligste – transportrute i Afghanistan.

Forsvarsminister Bogdan Klich, der har været på besøg i Ghanzi-regionen, siger til Polskie Radio, at den forøgede koncentration af polske soldater i området vil øge soldaternes personlige sikkerhed.

Polsk helt i Afghanistan

De 1.600 polske soldater er rykket ind i Jacek Winkler-basen, der er opkaldt efter en berømt polsk frihedshelt. Han kæmpede mod Sovjetunionen og kommunismen i Afghanistan i 80’erne – på samme tidspunkt som Solidarnosc kæmpede i Gdansk mod samme dominans.

Den polske forsvarsminister Bogdan Klich har bestilt en mindeplade, der skal anbringes på basen til hæder for Jacek Winkler og til minde om hans kamp mod kommunismen.


Missilskjoldet skal senest tages i brug i 2012 ved Østersøen

0

General Henry Obering besøgte i går de områder ved Østersøen, hvor dele af det nye missilforsvarssystem efter planen skal opføres. Foto: Pentagon presseafdeling.


Direktøren for det agentur i Pentagon, som er ansvarlig for opbygningen af det amerikanske missilskjold, general Henry Obering, besøgte i går de polske områder ved Østersøen.


Generalen sagde, at amerikanerne gerne vil have deres planer om et missilskjold gennemført i 2011 eller senest i 2012. Ti raketter skal være driftsklare, og med beredskab døgnet rundt vil basen give arbejde til cirka 500 personer i området.

General Obering betegnede basens størrelse som ’ikke særlig stor’, og han forsikrede samtidig de lokale beboere om, at den øgede amerikanske tilstedeværelse ville give dem mere sikkerhed.

Gammel lufthavn

Det er den nedlagte lufthavn Redzikowo ved Slupsk i det nordlige Polen – cirka 150 km vest for Gdansk – som USA har udset sig som base for de første ti anti-missiler.

General Obering og hans stedfortræder, general Patrick O’Reilly, blev ved besøget ledsaget af den polske viceminister for national sikkerhed, Stanislaw Komorowski.

Intet er afgjort

Komorowski slog dog fast, at den endelige beslutning om at bruge den forladte lufthavn ikke er truffet endnu. Der foreligger ingen aftale før begge lande har underskrevet en aftale, og det kræver gennemgående renoveringer, før basen igen kan bruges til lufttrafik. Indtil der foreligger en aftale kan de forladte landingsbaner kun bruges af helikoptere. Polen og USA har frist til 19. november i år efter planen.

Selv om en aftale ventes underskrevet, så er det formelt og reelt stadig uvist om lufthavnsområdet ved Redzikowo bliver base for det nye amerikanske anti-missilforsvar.